Kudamm Berlin

Er AirBNB forbudt i Berlin?

Sidst jeg var i Berlin havde jeg booket en lejlighed igennem AirBNB som jeg altid plejer at gøre. Da jeg blev mødt af værten, nævnte hun, at hvis naboerne spurgte, skulle jeg sige, at jeg var en ven på besøg og under ingen omstændigheder sige noget omkring AirBNB. Det undrede mig, men hun fortalte mig at AirBNB var blevet forbudt og at hun risikerede en stor bøde, hvis det blev opdaget, at hun stadig lejede sin lejlighed ud gennem portalen.

Det fik mig (efter endnu et fantastisk ophold i den tyske hovedstad) til at kigge lidt nærmere på dette forbud.

I april 2016 indførte bystyret i Berlin en ny lov, der gjorde det forbudt at udleje sin lejlighed på kortidsbasis. Strafferammen for brud på denne lov var helt op til €100.000.

Årsagen skal findes i, at AirBNB var uhyre populær i Berlin og dermed en stor (unfair mener nogen) konkurrence til byens hoteller. En anden årsag var, at de fleste berlinere ikke ejer deres egen bolig og man anser derfor byens boliger mere som offentlige ressourcer end som investeringsobjekter.

Loven, der trådte i kraft i 2016 var faktisk vedtaget allerede i 2014, så boligejerne havde en periode på 2 år til at tilpasse sig de nye regler.

I februar 2016 var der listet omkring 11.000 boliger til leje på AirBNB, men allerede i marts var det faldet til 6.700.

Loven trækkes tilbage

I marts 2018 blev den omstridte lov trukket tilbage og erstattet med en ny. Nu må man igen som udgangspunkt leje sin bolig ud på AirBNB, men det kræver en del mere end blot at liste den på portalen.

Først og fremmest skal man have en tilladelse fra kommunen. Som udgangspunkt bliver lejemålet godkendt hvis det drejer sig om ens egen primære bolig. Sværere er det, hvis man vil udleje en lejlighed, man ikke selv bor i.

Samtidig med at der er åbnet op igen for udlejning via AirBNB, så er straffen for at bryde reglerne femdoblet til max. €500.000!!

Hvad med mig som lejer?

Nu læser du nok dette som dansker, der gerne vil på ferie i Berlin og ikke som berliner, der vil leje sin lejlighed ud. Derfor er dit spørgsmål nok: er det ulovligt for mig at leje bolig vis AirBNB i Berlin?

Svaret er, at de forskellige love i Berlin udelukkende går på udlejer. Du kan derfor med ro i maven leje en lejlighed eller et værelse når du skal på ferie til den pulserende tyske hovedstad.